En gyselig historie fra Bryggen

Tilbage i 1917 var Islands Brygge splinternyt – og noget helt, helt andet end i dag. Det var et arbejderkvarter, hvor de fleste boliger var klassiske københavner-lejligheder på to værelser og et lille køkken og klientellet var helt almindelige mennesker på, eller lige over bunden af samfundet.

Et sted her i kvarteret boede den 41-årige enke Anna Elisabeth Priess i en af de nævnte små lejligheder. Hun flyttede ind i november 1916 med sine fem børn, som formentlig har været vant til at bidrage til husholdningen med deres arbejdskraft fra en tidlig alder.
Fru Priess arbejdede som kelner, dvs. tjener. Hvor vides desværre ikke.
Fru Priess var gravid, da hun og børnene flyttede til Bryggen. Muligvis var det sket i forbindelse med arbejdet, det kan vi ikke vide, men juleaften 1916 fødte hun endnu et barn, en lille pige. Nu havde hun seks af dem…
Fru Priess havde ikke overskud eller råd til endnu en mund at mætte. Måske var hun også bare træt efter at have været alene og udearbejdende mor for så mange børn i så mange år. Måske var planen indledningsvis at beholde barnet, det kan vi ikke vide, men i hvert fald besluttede fru Priess engang i løbet af efteråret ’17, at hun ville bortadoptere barnet.
I starten af november faldt hun over en annonce, hvor et ukendt billet-mrk. søgte et nyfødt spædbarn til adoption.
Nu var lille Lissie, som pigen skulle hedde, jo ikke ligefrem nyfødt, men trods alt var hun endnu ikke fyldt et år. Så fru Priess reagerede på annoncen og nogle dage efter mødte en fru Svendsen op på adressen.
Fru “Svendsen” påstod sig at være ganske velhavende. Hendes mand var maskinmester og borte på verdenshavene det meste af tiden – og den knap så nyfødte (og udøbte) pige var da så yndig, at hun var villig til at tage hende, selvom hun egentlig var alt for gammel – for blot 100 kroner.

Notits om den mærkværdige “barneombytning”, som kom for en dag under retssagen mod Dagmar Overby.
Fra den hedengangne Avis “Klokken 5”.
Kilde: Mediestream.

100 kroner – en månedsløn for en håndværker og måske halvanden månedsløn for en serveringsdame som fru Priess.
Det gik hun ind på, og allerede dagen efter var fru Svendsen her igen, og fik udleveret Lissie, lidt tøj, en barnevogn og de aftalte 100 kroner.

Og hvad så, tænker du måske?
Tja… Fru Svendsen hed slet ikke Svendsen. Det kaldte hun sig nogle gange, andre gange var det Hansen, til tider brugte hun sit pigenavn Overby. Dagmar Overby.
Har du hørt om hende?
Englemagersken… Menneskedyret fra Enghavevej… Danmarkshistoriens værste massemorder, som endte med at blive dømt for ikke mindre end otte barnemord, men formentlig havde flere på samvittigheden.

Dagmar Overby var danmarkshistoriens værste seriemorder med mindst otte børneliv på samvittigheden.
(Public domain)

Lille Lissie fra Islands Brygge blev ikke et af Dagmars ofre. I stedet blev hun et redskab for Dagmars absurde hævn over en irriterende ung mor, som Dagmar havde ladet betale adoptionspengene i rater, og som stadig skyldte penge.
Mindre end en uge efter at have hentet Lissie på Bryggen, indfandt Dagmar sig en tidlig morgen hos en lidt forpjusket og søvndrukken frøken Hüttel i Adelgade og afleverede Lissie hos den fremmede dame med en forklaring om, at når frøkenen ikke ville betale, måtte hun jo få sit barn igen.
Frøken Hüttels barn var jo for længst kvalt og brændt i kakkelovnen i Dagmars værelse hos en pensioneret vognmand i Sydhavnen. Frk. Hüttel var højgravid, eller i “ulykkelige omstændigheder” som hun nok ville have kaldt det, og et par uger senere fødte hun sit andet barn, der sammen med lille Lissie blev sendt til Nordjylland, hvor begge voksede op hos Frk. Hüttels mor, og Lissie d. 1. april året efter endelig blev døbt – Elly.

I mellemtiden havde fru Priess på Bryggen i julen 1917 modtaget et kort fra fru “Svendsen” med ønsket om en glædelig jul.

Dagmar Overby var en på alle måder elendig og ulykkelig skæbne, fattig, banket og misbrugt fra sin tidligste barndom kunne det nærmest kun ende galt.
Hun blev som den sidste i landet (i fredstid) dømt til døden d. tredje marts 1921. Halvanden måned senere blev dommen ved kongelig benådning ændret til livstid – tugthusarbejde på 4. klasse, dvs. uden mulighed for frigivelse eller lempelser i afsoningen.
Hun blev indsat i kvindefængslet på Christianshavn (der hvor Lagkagehuset ligger) og i de følgende år røg hun frem og tilbage mellem fængslet og kommunehospitalet med værre og værre tilfælde af “hysteri” og “melankoli”, indtil kvindefængslet lukkede i 1928, og Dagmar og de øvrige indsatte blev flyttet til en nyoprettet kvindeafdeling i Vestre Fængsel.
Her døde Dagmar Overby natten til d. 6. maj 1929 i sin celle. Af hvad, eller hvordan er der ingen, der ved, for dødsattesten er forsvundet, ligesom alle dokumenter i forbindelse med begravelsen også er pist væk. Til gengæld fik vi her til lands endelig, få år efter Dagmar-sagen havde rullet hen over avisforsiderne, en lovgivning, der sikrede regler og ordentlige forhold både for de unge mødre i ulykkelige omstændigheder og for adoptioner, plejefamilier og den slags.