Pip fra fortiden…

I dag førte mine pligter som hundelufter mig gennem Vestre kirkegård. Her passerede jeg en ganske diskret og upåfaldende gravsten, som jeg næsten havde glemt. Men for et lille års tid siden spøgte den i min hjerne og ledte mig på sporet af nedenstående historie. I stedet for at genopfinde den dybe tallerken har jeg kopieret min tekst fra det originale opslag i facebook-gruppen Gamle København. Der er mange kloge og interessante kommentarer…

Og lad dette være en opfordring til, bare engang imellem, at kigge en ekstra gang på gravsten og andre af de små pip fra fortidens spændende eksistenser, der findes rundt omkring!

På Vestre kirkegård i København står en gravsten. Det vil sige, der står selvfølgelig mange, men denne sten, den har fanget mit blik mange gange de seneste uger. I skarp konkurrence med alle de andre smukke, underlige,brovtende og interessante sten er det denne, der har fascineret mig mest. Flere gange har jeg tænkt, at jeg måtte finde ud af, hvem der mon gemmer sig bag navnet og den kryptiske inskription, men det er ikke blevet til noget. Ikke før i dag.
Navnet Ernst Ahlgren er et pseudonym, viser det sig. Bag det gemmer sig den svenske forfatterinde Victoria Benedictsson. Hun var født i 1850 i en landbrugsfamilie et sted ude på landet i Skåne.
Hendes højeste ønske var at komme til storbyen og studere kunst. Det satte faderen sig imod, efter først at have støttet tanken og på trods af at Victoria selv havde sparet en del af de nødvendige midler sammen af sin tjenstepigeløn. I protest, eller måske i håbet om at kunne fikse situationen på en eller anden måde, giftede hun sig som 21-årig med en 49-årig postmester i Hörby. Med i pakken fulgte 5 stedbørn, som blev suppleret med to fælles.
Det var ikke lykken. Hun længtes stadig efter kunst. Eller måske snarere efter at skabe kunst. Eller efter at være kunstner. Og hvad gør man så?
Man tager til Paris eller, og hvis man er svensker og økonomisk udfordret, til København.
Hæmmet af problemer med hofte og ben, som fra 1882 gjorde at hun måtte bruge krykker; fattig, ensom og uforløst og (måske) ulykkeligt forelsket i én Brandes-bror og bitter over den andens dårlige anmeldelse af hendes seneste bog, tog hun sit eget liv.
Midt i feståret 1888, hvor hele byen svømmede over i fejring af 100-året for Stavnsbåndets ophævelse og Den Store Udstilling, gav hun altså op.
DSD kalder hendes efterladte og posthumt udgivne dagbøger for “periodens betydeligste nordiske dokument over det moderne gennembruds intellektuelle og emotionelle kvindeliv”. Edvard brandes kaldte hendes roman “Fru Marianne” en “Dame-roman”.
Nu ligger hun dér. På hendes gravsten står kun det mandsnavn, hun skrev under og så dette: “Implora Pace” – et ønske om fred? En opfordring?

Kilder: Wikipedia; svensk og dansk og storedanske.dk.
https://www.facebook.com/media/set/?set=oa.313987792102076&type=1

 

Victoria Benedictsson, alias Ernst Ahlgren,  1850-1888.

Victoria Benedictsson, alias Ernst Ahlgren,
1850-1888.

Ernst Ahlgren på Vestre kirkegård.

Ernst Ahlgren på Vestre kirkegård.

Nordre Kapel på Vestre kirkegård - under opførelse i 1880'erne.

Nordre Kapel på Vestre kirkegård – under opførelse i 1880’erne.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *