Hvem eller hvad er det dér Vandrehistorien egentlig, tænker du måske? Det kan du få lidt at vide om herunder.

Vandrehistorien er en lille ydmyg enkeltmandsvirksomhed med historieformidling i form af byvandringer, foredrag, historiefortælling, events osv. på programmet.

Firmaet er startet i 2014 af Mads Kristian Mikkelsen, tidligere folkeskolelærer, Venligbo mm. og nuværende Byvandrer på fuld tid.

Det med fuld tid er i øvrigt løgn – vi byvandrere har jo hang til overdrivelse, hvis du ikke har bemærket det. Jeg kan nemlig ikke arbejde det, alle andre forstår ved “fuld tid”. Det kræver måske en forklaring. Men for at få den, må du have tålmodighed lidt endnu.

Lige så langt jeg kan huske tilbage, har jeg gjort alt til historie. Det ligger åbenbart så dybt i mig, at jeg er mere eller mindre ude af stand til at formulere mig kort og to the point. Måske var jeg bare et ensomt barn, der strejfede omkring på Vestre kirkegård og digtede vildt om det, der lurede i buskene og om de skæbner, der gemte sig under gravstenene. Måske var det min mors godnathistorier, eller de tusindvis af bøger, jeg slugte i min barndom. Jeg kan bare ikke lade være.

Fuldt interview

En juni-eftermiddag i 2010, altså for ti år og en spytklat siden, var jeg på vej til dagplejen for at hente min dengang et år gamle datter. Jeg var sent på den, så det var med fuld fart op over bakkedraget i Frederiksværk, hvor vi boede dengang – og med endnu mere fart på nedad igen.

Desværre overså jeg et hul i asfalten, og da jeg vågnede op igen havde jeg ligget i koma på Rigshospitalets traumecenter i adskillige timer.

Selv mente jeg egentlig ikke der var noget galt med mig, måske var jeg lidt øm og træt, havde vel nok også en smule mere ondt i hovedet end jeg burde. Men jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor min mor, søster og daværende hustru virkede så alvorlige.

Og selvom jeg fik det forklaret, selvom jeg har set journalnotaterne og har arrene til at minde mig om det hele, er det stadig et tåget mysterium for mig, dels hvad der overhovedet skete den dag, og dels alt det, der fulgte efter. Det fører nok for vidt at gå i detaljerne her, men med skal det, at jeg havde slået hul på hovedet med hjerneblødning og -rystelse til følge, ødelagt mit ene øre med en seriøs og kronisk tinitus som resultat og i øvrigt slået mig selv gul og blå og brækket kravebenet i faldet.

Det var en ordentlig omgang, kan jeg godt afsløre, men jeg var HELDIG! For jeg kan stadig både gå, tænke, tale og alt mulig andet.

Jobbet som skolelærer var det dog slut med. Det tog lidt tid at komme dertil, men til sidst var der ingen vej udenom. Der kom selvfølgelig også en diskusprolaps til samtidig med skolereformen og en sparerunde i kommunen. Altsammen vink med en overordentlig stor vognstang om, at der skulle sadles om. Nogen særlig god eller glad skolelærer havde jeg alligevel aldrig være, og nu hvor jeg hverken kunne huske eller tåle den mindste støj blev det virkelig umuligt.

Efter et års tid i “systemets kløer” var jeg ved at blive vanvittig, og jeg var så heldig, at den ødelagte hjerne havde en for mit nuværende erhverv temmelig vigtig funktion intakt, nemlig evnen til at huske de mest nørdede og åndssvage detaljer fra min livslange kærlighed; Historien. Samtidig havde ulykken befriet mig for noget andet, der havde fulgt mig gennem livet indtil da; genertheden. Pludselig opdagede jeg, at jeg var fuldstændig rygende ligeglad om der stod to eller tohundrede mennesker foran mig.

Held i uheld, som man siger. Jeg har altid elsket at fortælle historier, men kæmpet med overhovedet at turde stille mig op for at sige goddag.
Via en række tilfældige møder og tegn i sol og måne fik jeg pejlet mig ind på en ny karriere-vej – en pænt bakket og snirklet en af slagsens, men dog en vej frem – og ikke mindst en vej, som jeg både elsker og mestrer trods alt.

Sådan blev Vandrehistorien født. Ligesom alle klassiske skabelsesberetninger er min fyldt med kaos, mørke og elendighed. Men den er indtil videre endt godt. Så jeg har absolut intet at klynke over.

Første gang, jeg overhovedet stod på en københavnsk gade og skulle formidle et stykke danmarkshistorie, var i Carlsberg Byen. Så kom HC Andersen til, og én efter én i takt med en nærmest manisk jagt på viden (og ligeså manisk indkøb af bøger) udviklede jeg tur efter tur efter tur. Nogle af dem fungerede, andre gjorde ikke, men vejen viste sig ret hurtigt at være den (eneste) rigtige.

Det eneste reelle problem ved den nye tilværelse var manglen på selskab, på gode kolleger, men de viste sig sørme også at være derude – i samme båd, eller på samme vej som jeg. Mængden af inspirerende bekendtskaber og nye venner, jeg er blevet begavet med i de forløbne seks år, er om ikke uendeligt, så i hvert fald så anseeligt, at jeg ikke kan remse alle op.
Men nævnes og anbefales skal:

Erik Nicolaisen Høy, ny-pensioneret bibliotekar, 1800-tals-ekspert og evig inspirationskilde.

Torben Frandsen, Skipper for “konkurrenten” Weirdwalks og resten af de vidunderlige nørder i København Byvandrerlaug.

Svend-Erik Engh, min mentor udi historiefortælling fra den spæde start og i dag en kær ven.

Jens Frahm-Rasmussen, kulturekspert og partner in crime på Pop-up Tours Copenhagen.

Og så mange flere…

Efter min allerførste byvandring i HC Andersens fodspor blev jeg kaldt en “Gudsbenådet fortæller”. Det var min mors veninde, så det tæller måske ikke rigtigt, og det er da heller ikke ord, jeg selv ville finde på at bruge.
Men du kan være sikker på, at jeg vil stå på tungen baglæns ned ad Strøget for at gøre dig lige så begejstret for København og dens historie, som jeg er.

Kom selv med og se! 🙂