Historien Live!
– ny række af historie-events i København

Nu kan du én gang om måneden komme helt tæt på vores fælles fortid med Historien Live!

Historien Live er både folkeoplysning, underholdning og hygge. Hver måned byder værten Mads Kristian Mikkelsen velkommen til en “Special Guest”, som fortæller levende og inspirerende om dagens emne.  Værten krydrer med et par historiske anekdoter i tilknytning til emnet og til sidst er der mulighed for spørgsmål til dagens gæst.

Der er altid mulighed for at købe en eller anden form for forfriskninger – og når vi engang er corona-sikre nok, er håbet, at vi også kan byde på fællesspisning efter seancen.

Datoer og foredragsholdere indtil videre:
21/1 Kaare Johannesen, historiker, forfatter, tv-vært mm. Bogaktuel Middelalderekspert.
3/2 Poul Duedahl, professor, forfatter. Bogaktuel sammen med Jeanette Varberg med “Den fjerde rytter” om epidemiernes historie.
6/3 Gry Nielsen-Jexen, historiker, bagkvinde på podcasten “Kvinde kend din historie”.
Og flere er på vej…

Hold øje med siden her, eller find Vandrehistorien på Facebook!

Kalenderen er her!

Byvandringen “Mystiske København 2” er endelig i luften

Oprindelig planlagt – og udsolgt – i foråret, da der kom en pandemi i vejen og alt blev aflyst. Nu kan jeg med største glæde og fornøjelse annoncere, at der er fundet huller i kalenderen, nye historier og en justeret rute til denne opfølger på det, der startede som et med krydsede fingre-forsøg for to år siden med “Mystiske København” – altså etteren.

Version 1 var i allerhøjeste grad et eksperiment, men den fangede an, og er til dato Vandrehistoriens største succes – målt på antal solgte billetter. Den slags kalder jo på opfølgning, og den er altså nu kommet.

Som alle gode efterfølgere kan “Mystiske København 2” nydes både af dem, der har “set etteren” og dem, der ikke har. Det er “nye” (i gåseøjne, for de er jo ældgamle) historier og i en helt anden del af byen.

Jeg glæder mig! Indtil videre er der to datoer i kalenderen: d. 2/9 og d. 29/9, begge kl. 20 med mødested på Højbro plads og endestation i Nyhavn.

Er det noget for dig, så klik på den ønskede dato ovenover. Så kommer du til billetsalget på Billetto.dk.

Vi ses derude!

Nå ja! Det er jo en ny og relativt uprøvet tur, så billetterne er rørende billige.