historisk roman online vesterbro

Henry – en moderne roman om noget så gammeldags som rigtige mennesker

Her kan du følge med i tilblivelsen af romanen om Henry. Den har endnu ingen titel. Forhåbentlig dukker der en op hen ad vejen…

Baggrunden er min egen slægtshistorie, som den har åbenbaret sig gennem de sidste fem års forskning. Det startede som en undren, da min mormor døde i 2008. Det viste sig, at ingen i familien egentlig vidste særlig meget om den vidunderlige kvinde, vi lige havde begravet. Hvordan havde hendes barn- og ungdom været? Hvorfor var hendes far rejst til Norge? Hvorfor var han og familien rejst tilbage til Danmark? Hvad blev der af hendes mor? Hvor kom de fra alle sammen?
Hvilken slags mennesker var det egentlig, vi stammede fra? Og hvorfor havde hun aldrig rigtig villet fortælle særlig meget om disse ting?

Det var min mor, der startede. Ret hurtigt blev jeg involveret, og siden er det blevet til hundredevis af timer foran computeren og på diverse arkiver. Og det er artige overraskelser, vi er stødt på undervejs.

Jeg har længe villet samle historien, men haft svært ved at finde den rigtige form. Nu er valget truffet. Historien og personerne er simpelthen så langt ude, at det må blive roman-formen. Så kan jeg også bedre tillade mig at fylde hullerne ud med fri fantasi.

Hvor vidt projektet er så interessant, som jeg selv synes, vil tiden jo vise. Og om jeg, når det kommer til stykket, evner at gøre historien spændende for andre end mig selv, er jeg også meget i tvivl om. Det har ligget og rumlet længe. Nu giver jeg det et skud her ude i det offentlige. Med forhåbentlig ikke alt for ujævne mellemrum vil jeg lægge uddrag og smagsprøver her på siden.

Jeg tager meget gerne imod hjælp. Så hvis du har ris, ros eller gode råd, skal du endelig ikke holde dig tilbage.

Mads Kristian Mikkelsen

Henrys oldebarn

(Hovedbilledet er et klassebillede fra Oehlenschlægersgade skole i 1902, affotograferet på Københavns Stadsarkiv. Det er Henry med det skulende blik længst til venstre på bagerste række.)

1.

30. oktober 1916. Tidlig morgen på Kristiania-færgen.

Det er som om hele kloden har revet sig løs fra sin faste bane og nu svinger ukontrollabelt i alle retninger. Verden er af lave. Ingenting fungerer, Henrys indre mindst af alt. Han har kastet alt op over rælingen, tømt sig selv til sidste dråbe galde. Nu hænger han kraftesløst i gelænderet og følger, ond i sulet, strømmen af passagerer, der flyder sorgløst ud og op af alle skibets åbninger og spreder sig på dækket.

En måge nærmer sig. Det betyder, at man er tæt på land, ved Henry fra sin bror, matrosen. I Norden er man altid tæt på land, lyder tilføjelsen. Men Henry kan kun med den allerstørste anstrengelse skimte de klipper, hans medpassagerer er så begejstrede over. De kunne lige så godt være insektklatter på en vinduesrude.

Nu lander mågen på gelænderet i nærheden af Henry. Den glider stiller og elegant ned, med umærkelige bevægelser af vingerne. Den tripper utålmodigt et par skridt nærmere, og så tilbage igen. Om det er ham selv eller de omgivende søer af opkast, den er ude efter, kan Henry ikke afgøre. Han overvejer om det kan lade sig gøre at fange den, slå den ihjel med de bare næver. Det kunne han have god lyst til.

Henry synker spyttet, og mærker, at der ikke er noget spyt. Han vrider sig for at komme til lommelærken i den alt for store frakke. Fuglen blinker knap med øjnene. Den følger roligt med, mens han skruer låget af, sætter flaske for munden og i ét hidsigt jag skyller smagen af undergang ned. Det svimler, da han lukker øjnene. Muligvis er det slut. Han kan ikke huske, hvornår han sidst har spist. Men det kan også være brændevinsrusen, der kommer snigende. Begge dele har Henry en vis erfaring med. Søsyge kender han ikke til. Dette er første gang, han besejler noget større end Peblingesøen.

Det var sammen med storebror Frode, den gode søn. Det kvaj. Et sted deroppe mod nord, bag disen, gemmer sig den norske kyst og Frode, og Frodes unge hustru.

Strømmen af passagerer, der vil op for at tage kysten i øjesyn, er tiltagende. Heldigvis styrer de fleste i en stor bue udenom Henry. Der vrænges på næser og vendes øjne ad Henry og brækklatterne, der omgiver ham. Indtil videre danner de en beskyttende vold omkring ham. Det passer Henry fint at være en paria. De giver ham alligevel kvalme, næsten mere end bølgegangen. Bedsteborgerne med deres skræddersyede jakker og spadserestokke så fine, at de ikke kan bruges til andet end at vifte affekteret i luften med. Håndværkerne med deres kronisk sammenknebne øjne, som om de evig og altid er i færd med at vurdere et stykker træ eller hvor meget en opgave skal koste. Henry kender det udtryk alt for godt. Han har selv brugt det flittigt, og det har tjent ham godt.

Efterhånden er der så mange passagerer på dæk, at det begynder at blive umuligt helt at undgå Henry og hans bræk. Hoben trænger sig langsomt og modvilligt nærmere. Nu træder den første smalle kvindefod i en bræksø. Hun opdager det ikke først, men Henry har set det, og han fryder sig. Så løfter han blikket, og mærker en vis opstemthed ved synet af en alt for tynd strømpe om et smalt underben. Han når at fange et glimt af de lange, buede øjenvipper, før han skyndsomt slår øjnene ned. For Guds skyld! Ikke vække opmærksomhed.

Et øjeblik fortager kvalmen og leden sig. Men den kommer straks igen, da han hører navnet. Henry farer sammen og ser sig forskrækket omkring, mens flugtplaner og undskyldninger flyver gennem hovedet. Men det er en anden Hans, der kaldes på. Én der åbenbart forventes at lade sig begejstre af de knapt synlige klippekonturer, de alle sammen falder sådan i svime over. Henry spytter og forestiller sig klatten landet i ansigtet på … Ja, hvem? Der er så mange.

I det samme mærker Henry et svagt ryk i frakken. Som en piskesnert flyver en hånd bagud og nedad, og får fat i et håndled. Han holder det fast, knuger det så hårdt, at han kan se for sig, hvordan det langsomt knuses. Henry vender sig langsomt og ser niu ind i et par unge, skræmte øjne. De tilhører en knægt i 18-19 års alderen. Han har tydeligvis prøvet lidt af hvert, har allerede fornemmet at Henry ikke kan overvindes med hverken styrke eller hurtighed. Henry griber sig selv i at nyde forvandlingen i den andens ansigt; fra kampklar til medynkvækkende på et øjeblik. Ikke ueffent. Med et dybt suk, der mere er en del af forestillingen end udtryk for nogen egentlig følelse, træder Henry, uden at slippe hverken håndled eller blik, helt tæt på drengen. Ubarmhjertigt trækker han ham ned, så de er i øjenhøjde. Han tillader sig et lille smil ved tanken om, at knægten nu ikke alene skal have sit livs forskrækkelse, men også fornøjelsen af det seneste halve døgns sørejses effekt på Henrys landkrabbemave, og gør sig ekstra umage med at ånde staklen omhyggeligt og længe i ansigtet.

DFDS-damperen Dronning Maud sejlede fra juni 1916 til september 1917 mellem København og Kristiania (Oslo). Måske var det over rælingen på denne skude, Henry ofrede til Poseidon…