En gyselig historie fra Bryggen

Tilbage i 1917 var Islands Brygge splinternyt – og noget helt, helt andet end i dag. Det var et arbejderkvarter, hvor de fleste boliger var klassiske københavner-lejligheder på to værelser og et lille køkken og klientellet var helt almindelige mennesker på, eller lige over bunden af samfundet.

Et sted her i kvarteret boede den 41-årige enke Anna Elisabeth Priess i en af de nævnte små lejligheder. Hun flyttede ind i november 1916 med sine fem børn, som formentlig har været vant til at bidrage til husholdningen med deres arbejdskraft fra en tidlig alder.
Fru Priess arbejdede som kelner, dvs. tjener. Hvor vides desværre ikke.
Fru Priess var gravid, da hun og børnene flyttede til Bryggen. Muligvis var det sket i forbindelse med arbejdet, det kan vi ikke vide, men juleaften 1916 fødte hun endnu et barn, en lille pige. Nu havde hun seks af dem…
Fru Priess havde ikke overskud eller råd til endnu en mund at mætte. Måske var hun også bare træt efter at have været alene og udearbejdende mor for så mange børn i så mange år. Måske var planen indledningsvis at beholde barnet, det kan vi ikke vide, men i hvert fald besluttede fru Priess engang i løbet af efteråret ’17, at hun ville bortadoptere barnet.
I starten af november faldt hun over en annonce, hvor et ukendt billet-mrk. søgte et nyfødt spædbarn til adoption.
Nu var lille Lissie, som pigen skulle hedde, jo ikke ligefrem nyfødt, men trods alt var hun endnu ikke fyldt et år. Så fru Priess reagerede på annoncen og nogle dage efter mødte en fru Svendsen op på adressen.
Fru “Svendsen” påstod sig at være ganske velhavende. Hendes mand var maskinmester og borte på verdenshavene det meste af tiden – og den knap så nyfødte (og udøbte) pige var da så yndig, at hun var villig til at tage hende, selvom hun egentlig var alt for gammel – for blot 100 kroner.

Notits om den mærkværdige “barneombytning”, som kom for en dag under retssagen mod Dagmar Overby.
Fra den hedengangne Avis “Klokken 5”.
Kilde: Mediestream.

100 kroner – en månedsløn for en håndværker og måske halvanden månedsløn for en serveringsdame som fru Priess.
Det gik hun ind på, og allerede dagen efter var fru Svendsen her igen, og fik udleveret Lissie, lidt tøj, en barnevogn og de aftalte 100 kroner.

Og hvad så, tænker du måske?
Tja… Fru Svendsen hed slet ikke Svendsen. Det kaldte hun sig nogle gange, andre gange var det Hansen, til tider brugte hun sit pigenavn Overby. Dagmar Overby.
Har du hørt om hende?
Englemagersken… Menneskedyret fra Enghavevej… Danmarkshistoriens værste massemorder, som endte med at blive dømt for ikke mindre end otte barnemord, men formentlig havde flere på samvittigheden.

Dagmar Overby var danmarkshistoriens værste seriemorder med mindst otte børneliv på samvittigheden.
(Public domain)

Lille Lissie fra Islands Brygge blev ikke et af Dagmars ofre. I stedet blev hun et redskab for Dagmars absurde hævn over en irriterende ung mor, som Dagmar havde ladet betale adoptionspengene i rater, og som stadig skyldte penge.
Mindre end en uge efter at have hentet Lissie på Bryggen, indfandt Dagmar sig en tidlig morgen hos en lidt forpjusket og søvndrukken frøken Hüttel i Adelgade og afleverede Lissie hos den fremmede dame med en forklaring om, at når frøkenen ikke ville betale, måtte hun jo få sit barn igen.
Frøken Hüttels barn var jo for længst kvalt og brændt i kakkelovnen i Dagmars værelse hos en pensioneret vognmand i Sydhavnen. Frk. Hüttel var højgravid, eller i “ulykkelige omstændigheder” som hun nok ville have kaldt det, og et par uger senere fødte hun sit andet barn, der sammen med lille Lissie blev sendt til Nordjylland, hvor begge voksede op hos Frk. Hüttels mor, og Lissie d. 1. april året efter endelig blev døbt – Elly.

I mellemtiden havde fru Priess på Bryggen i julen 1917 modtaget et kort fra fru “Svendsen” med ønsket om en glædelig jul.

Dagmar Overby var en på alle måder elendig og ulykkelig skæbne, fattig, banket og misbrugt fra sin tidligste barndom kunne det nærmest kun ende galt.
Hun blev som den sidste i landet (i fredstid) dømt til døden d. tredje marts 1921. Halvanden måned senere blev dommen ved kongelig benådning ændret til livstid – tugthusarbejde på 4. klasse, dvs. uden mulighed for frigivelse eller lempelser i afsoningen.
Hun blev indsat i kvindefængslet på Christianshavn (der hvor Lagkagehuset ligger) og i de følgende år røg hun frem og tilbage mellem fængslet og kommunehospitalet med værre og værre tilfælde af “hysteri” og “melankoli”, indtil kvindefængslet lukkede i 1928, og Dagmar og de øvrige indsatte blev flyttet til en nyoprettet kvindeafdeling i Vestre Fængsel.
Her døde Dagmar Overby natten til d. 6. maj 1929 i sin celle. Af hvad, eller hvordan er der ingen, der ved, for dødsattesten er forsvundet, ligesom alle dokumenter i forbindelse med begravelsen også er pist væk. Til gengæld fik vi her til lands endelig, få år efter Dagmar-sagen havde rullet hen over avisforsiderne, en lovgivning, der sikrede regler og ordentlige forhold både for de unge mødre i ulykkelige omstændigheder og for adoptioner, plejefamilier og den slags.

Få historien på hjemmebesøg

”Kan du huske…?”               “Gad vide, hvad…?”

”Dengang jeg var barn…”       “Har der altid..?”

”Mor sagde altid…”              “Hvem har mon boet her før?”

 

Fortiden er spillevende, både omkring os og indeni. Nu kan du få den gode historie på besøg.
Vandrehistorien flytter historien lidt tættere på. Med lyd, billeder, fortælle-talent og et unikt kendskab til Københavns historie skræddersyr vi vores historie-fortællinger til jeres ønsker og behov – og fortæller den dér, hvor I vil have det – hjemme i stuen, på arbejdspladsen, plejehjemmet eller hvor som helst.

 

 

Alle Vandrehistoriens byvandringer kan bestilles som hjemmebesøg. Se kataloget her.

Eller hvad med røverhistorier fra lige netop jeres kvarter eller jeres barndom? Eller en undersøgelse og præsentation af dit hus’ og kvarters historie?
Når historien kommer tættere på, bliver den pludselig meget mindre støvet og meget mere vedkommende.

 

For bestilling, priser og information, kontakt Mads Kristian Mikkelsen på tlf. 50 55 81 70 eller mads@vandrehistorien.dk eller brug formularen herunder.

 

Forårsplanlægning for skolefolket

Om lidt kommer foråret. Så skal de hårdtprøvede skoleelever og -lærere da luftes.

Der er som altid en række ganske gratis tilbud til de københavnske folkeskoler gennem Åben Skole-portalen, blandt andet nogle af Vandrehistoriens byvandringer.

Det er vi glade for.

Der er kun en begrænset antal, som fordeles efter først til mølle-princippet – med den lille hage at klasser, der har været af sted tidligere, må finde sig i at komme bag i køen.

Skal din klasse på en underholdende og lærerig byvandring som start på et forløb, som afrunding eller bare fordi?

Vi byder på lidt af hvert. Som noget helt nyt også litterære byvandringer (Turell, Kristensen, Ditlevsen m. fl.) i maj og juni måned. En anden nyhed er de lokalhistoriske vandringer – få et helt nyt syn på de gader, du tror du kender…

 

God vandrelyst, Vi ses derude

Mads

åben skole gratis byvandring undervisning københavn elendigheden

99 %

[av_one_full first]
[av_heading heading=’99 %’ tag=’h1′ style=’blockquote modern-quote modern-centered’ size=” subheading_active=” subheading_size=’15’ padding=’10’ color=” custom_font=”][/av_heading]
[/av_one_full]

[av_hr class=’default’ height=’50’ shadow=’no-shadow’ position=’center’ custom_border=’av-border-thin’ custom_width=’50px’ custom_border_color=” custom_margin_top=’30px’ custom_margin_bottom=’30px’ icon_select=’yes’ custom_icon_color=” icon=’ue808′]

[av_textblock size=’14’ font_color=” color=”]
Det har egentlig ligget og luret altid, det dér med historien. Og historierne. Og det med at starte mit eget.
Jeg har taget tilløb nogle gange, men der har altid været noget i vejen. Livet måske.

Så en dag i foråret 2014 mødte jeg John. Jeg luftede hund på Vestre kirkegård. Det samme gjorde han. Vores hunde snusede lidt til hinanden, og så begyndte de at lege. Og mens de firbenede legede, snakkede John og jeg. Det viste sig, at vi delte en kærlighed til stedet. Han har familie liggende, og jeg er nærmest vokset op på den kirkegård. Den var min legeplads i mange år. Jeg kendte alle smuthullerne, alle de gode gemmesteder.
Vi havde også en fælles interesse for historien, og for at fortælle historier. Før jeg vidste af det, var jeg med på byvandring. Og snart var jeg selv i gang. John var læremesteren. Jeg var den utålmodige elev.

Der var ikke gået meget mere end et par minutter af min aller første byvandring, før jeg var sikker. Det her var sjovt.

Og det lod til at deltagerne var enige. Jeg gjorde det en gang til, og det var endnu sjovere.
En ny vej lod til at åbne sig foran mig. Var det virkelig muligt at have det SÅ godt, mens man arbejdede?

Efter nogle måneder skiltes John og jeg igen. Vi var ikke enige om særlig meget, men jeg er ham evigt taknemmelig for at han var der den dag på kirkegården. Hvem ved hvor længe der ellers var gået, før jeg havde taget springet?

Siden den første byvandring for knap to år siden, har Vandrehistorien afholdt lige præcis 99 byvandringer.
Hvis jeg må tillade mig at tælle familie og venner med, har næsten 2000 mennesker været med enten mig, eller en af mine geniale freelancere på tur.

På de næsten hundrede ture er Københavns historie blevet vendt og drejet, gentaget, vredet og fortolket på hundrede måder. Der er blevet råbt og skreget, hvisket og stønnet, grinet, insisteret og diskuteret, indimellem også sunget (ikke af mig). Vi har vandret i regn, hagl, sne, stiv kuling og frostgrader, men også i bagende varme og solskin – og det har været en fornøjelse hver eneste gang.

Jeg har en stærk mistanke om, at jeg simpelthen har fundet verdens bedste job. Selv H.C. Andersen, som jeg har fortalt om mere end 50 gange, og som hænger mig langt ud af halsen efterhånden, ham bliver jeg hver gang alligevel lidt forelsket i, når vi lige har haft fem-ti minutter til at finde hinanden.

Måske er det fordi, vi ligner hinanden. Den samme djævel, som altid lokkede Hans Christian til at digte, sidder i dag på mine skuldre og lokker mig gang på gang i samme fælde, og jeg undskylder hermed én gang for alle overfor jer alle sammen. UNDSKYLD! Men jeg kan bare ikke lade være.
Historien bliver nu engang bare bedre, hvis Hans Christian fik idéen til at opsøge Syngemester Siboni, mens han sad i teatret og græd. Og Henrys historie er altså ikke nær så god, hvis han virkelig havde en svoger, der hed Hans Hansen.
Livet kan være dramatisk, men det er sjældent det retter sig efter de dramaturgiske spilleregler.

Jeg skal nok huske at sige det, hvis ikke jeg glemmer det. Men skulle det ske, så kom ikke og sig, du ikke var advaret.
Vi fortæller GODE historier her hos Vandrehistorien. Og nogle gange kommer vi til at gøre dem bedre. Men for det meste kan du stole 99 % på os.

Den 28. byder vi på årets første aften-vandring. Der bliver rig mulighed for at lade Digte-Djævlen danse, men jeg vil forsøge i det mindste at yde Månedens Københavner, Ludvig Holberg, retfærdighed og gøre det med elegance.

Vi ses derude!

Mads
[/av_textblock]

[av_promobox button=’yes’ label=’Læs mere og køb billet’ link=’manually,https://billetto.dk/da/events/elendigheden-special-byvandring-i-1700tallets-koebenhavn’ link_target=” color=’theme-color’ custom_bg=’#444444′ custom_font=’#ffffff’ size=’large’ icon_select=’no’ icon=’ue800′ font=’entypo-fontello’ box_color=” box_custom_font=’#ffffff’ box_custom_bg=’#444444′ box_custom_border=’#333333′]

Vil du med på tur nummer 100 ?

[/av_promobox]

Byvandring en masse

For godt halvanden måned siden arrangerede Vandrehistorien byvandringer for 210 af Landboforeningen Gefions medarbejdere.

Aldrig har de haft så mange deltagere til en medarbejderdag, og aldrig før har så mange bagefter været så begejstrede.

Det, der var tænkt som et lille indslag i en lang og begivenhedsrig medarbejderdag, endte med at være det, folk glædede sig til i dagene op til, og det, man talte om bagefter.

Det er jeg meget, meget stolt af og glad for.

Tak til hele holdet: Anne-Marie Nielsen, Pia Brummerstedt, Svend-Erik Engh, Alex Fersbye, Aske Ebbesen, Dennis Skjalm, Inge Panduro, Kirstine Friis Albrechtsen og drengene! I gjorde det dæleme godt!

Og tak til Ciwan for billederne!

Jeg tillader mig at citere Gefions chefsekretær, Tina Gurmark, for disse fine ord:

Mads og Co. I fortjener roserne. Det var mig, der bookede vandrehistorien og jeg er stor tilhænger af, at man skal nyde sine succeser og lære af sine fejltagelser. Jeg kan tilføje, at som i et rigtigt H.C. Anderseneventyr startede min kontakt med Mads og vandrehistorien.dk med, at jeg ikke troede, at han magtede opgaven. Mads bad om 3 dage til at lave et oplæg, hvor opgaven lød på 210 personer, der på samme tid skulle fordeles i København på 8 forskellige byvandringer med hver sin guide. Men han gjorde min tvivl til skamme, da han fremviste sit flotte guldæg. Med Mads’ engagement i opgaven og hans gode kontakter, blev det en fantastisk medarbejderdag. Op af lommerne på Klods Hans trak han spændende temaer, som spændte vidt og bredt fra Københavns elendigheder og usle vilkår før det overhovedet hed København, katastrofer og bombardementer gennem tiderne, henover H. C. Andersen, Grundtvig til Chr. d. IV og specielt hans imponerende byggeprojekt; Nyboder. Og for de mere ”vovede” medarbejdere blev der fortalt historier om, hvordan kærligheden har været med til forme København med monumenter og arkitektoniske gaver. Vi blev ganske enkelt trygt ført rundt på Københavns volde, og i gader og stræder af Mads og hans guideteam, mens facts, anekdoter og glemte hemmeligheder blev blandet og delt på kryds og tværs. Det var selv for Mads en stor opgave, hvor han undervejs skulle “saa gruelig meget ondt igjennem”, men hvor han på intet tidspunkt mistede målet af syne.
Jeg håber, at mine rosende ord skaber grobund for nye ”vandrehistorier”, – for dén her, den varer lykkeligt til vores dages ende.” 
/Tina Gurmark, chefsekretær, Gefion, Sorø

Historien om Nattergalen
Historien om Nattergalen

Byens gamle kag er et must.
Byens gamle kag er et must.

Christiansborg Ridebane kom vi også forbi.
Christiansborg Ridebane kom vi også forbi.

Mens vi venter på grønt - kan man jo lige så godt snuppe en historie...
Mens vi venter på grønt – kan man jo lige så godt snuppe en historie…

Forfriskninger skal der til efter en byvandring.
Forfriskninger skal der til efter en byvandring.

Fortælling til fods...
Fortælling til fods…

12087171_1675272552716657_7511935913700100267_o

Og alle veje førte denne dag til - Israels plads.
Og alle veje førte denne dag til – Israels plads.

Christian d. IV’s hemmelige identitet

30-årskrigen Christian IV Skåne Sleswig-Holstein

Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt drømt om at være superhelt?

Jeg har i hvert fald. Utallige timer er gået med at udtænke det perfekte superheltenavn, de ultimative superkræfter og alt det andet til faget hørende…
Det lykkedes mig nu aldrig at finde på noget bare halvt så sejt som “Sleswig-Holstein”.

Jens-Ulrich Thyssing Nielsen har givet den gas og fortolket Københavns Store Bygmester og 30-årskrigen på sin helt egen måde. Og som om det ikke var nok, så laver han sørme også ture for Vandrehistorien.

Første gang er d. 13. juni i Frederiksstaden.

Tak til Jens – for både ture og tegninger! Historie kan heldigvis fortolkes og formidles på mange måder…

 

Pinsen

– er lige om hjørnet og byder på både karneval og Middelaldermarked – og så selvfølgelig endnu en tur i H.C. Andersens fodspor. Det er på mandag kl. 14:00.

 

God aften/fredag/weekend/Pinse!

 

Mads

30-årskrigen Christian IV Skåne Sleswig-Holstein
Da Christian IV ville blande sig i 30-årskrigen og være protestanternes ledende skikkelse, blev han forhindret af det danske rigsråd. Christian IV lod sig imidlertid ikke slå ud, og gik i stedet for i krig som hertug af Slesvig og Holsten.. Det forhindrede ham dog ikke i at få gedigne prygl..

Elendigheden – miserable byvandringer med indlagte nedture

 

Det er dårlig smag at svælge i andres ulykke. Alligevel er historier om nød og elendighed noget, der til alle tider har fascineret os. Måske fordi de får vægten af vores egen virkelighed til at føles lidt lettere, eller måske fordi tanken om, hvad der en dag kunne risikere at overgå os selv, rører ved noget dybt i os; en frygt eller en empatisk åre, der får os til at gribe til pennen eller pengepungen, eller…

I den kommende tid kaster Vandrehistorien sig ud i det ambitiøse projekt at formidle en række københavnske skæbner af den slags, der på samme tid er rystende, unikke og alt, alt for almindelige. Vi bevæger os omkring i det København, vi kender, men møder en helt anden verden og mennesker, der for længst er borte. Nogle af dem har sat sig dybe spor, andre nærmest ingen.

På disse ture skal vi ikke svælge, men se, høre og måske føle, hvordan elendigheden i alle dens mangeartede former har vejet tungt på skuldrene af københavnere gennem tiderne. Fra slaverne i Stokhuset til de offentlige fruentimmer i Holmensgade og den forpinte kunstnersjæl i Leopolds Hotel eller alkoholikeren i Smedens gang – Alle har de mærket vægten og på forskellige måder forsøgt at håndtere den – Elendigheden.

Hver tur har sit tema og sin egen rute og tone. Der skal bydes på artige (og uartige) overraskelser undervejs og sluttes hver gang af et sted, hvor der er mulighed for (for egen regning) at fordøje elendighederne eller skylle dem ned.

Følg med her og på facebook. Datoer og temaer offentliggøres i løbet af de kommende uger…

 

God søndag!

Mads

Pip fra fortiden…

I dag førte mine pligter som hundelufter mig gennem Vestre kirkegård. Her passerede jeg en ganske diskret og upåfaldende gravsten, som jeg næsten havde glemt. Men for et lille års tid siden spøgte den i min hjerne og ledte mig på sporet af nedenstående historie. I stedet for at genopfinde den dybe tallerken har jeg kopieret min tekst fra det originale opslag i facebook-gruppen Gamle København. Der er mange kloge og interessante kommentarer…

Og lad dette være en opfordring til, bare engang imellem, at kigge en ekstra gang på gravsten og andre af de små pip fra fortidens spændende eksistenser, der findes rundt omkring!

På Vestre kirkegård i København står en gravsten. Det vil sige, der står selvfølgelig mange, men denne sten, den har fanget mit blik mange gange de seneste uger. I skarp konkurrence med alle de andre smukke, underlige,brovtende og interessante sten er det denne, der har fascineret mig mest. Flere gange har jeg tænkt, at jeg måtte finde ud af, hvem der mon gemmer sig bag navnet og den kryptiske inskription, men det er ikke blevet til noget. Ikke før i dag.
Navnet Ernst Ahlgren er et pseudonym, viser det sig. Bag det gemmer sig den svenske forfatterinde Victoria Benedictsson. Hun var født i 1850 i en landbrugsfamilie et sted ude på landet i Skåne.
Hendes højeste ønske var at komme til storbyen og studere kunst. Det satte faderen sig imod, efter først at have støttet tanken og på trods af at Victoria selv havde sparet en del af de nødvendige midler sammen af sin tjenstepigeløn. I protest, eller måske i håbet om at kunne fikse situationen på en eller anden måde, giftede hun sig som 21-årig med en 49-årig postmester i Hörby. Med i pakken fulgte 5 stedbørn, som blev suppleret med to fælles.
Det var ikke lykken. Hun længtes stadig efter kunst. Eller måske snarere efter at skabe kunst. Eller efter at være kunstner. Og hvad gør man så?
Man tager til Paris eller, og hvis man er svensker og økonomisk udfordret, til København.
Hæmmet af problemer med hofte og ben, som fra 1882 gjorde at hun måtte bruge krykker; fattig, ensom og uforløst og (måske) ulykkeligt forelsket i én Brandes-bror og bitter over den andens dårlige anmeldelse af hendes seneste bog, tog hun sit eget liv.
Midt i feståret 1888, hvor hele byen svømmede over i fejring af 100-året for Stavnsbåndets ophævelse og Den Store Udstilling, gav hun altså op.
DSD kalder hendes efterladte og posthumt udgivne dagbøger for “periodens betydeligste nordiske dokument over det moderne gennembruds intellektuelle og emotionelle kvindeliv”. Edvard brandes kaldte hendes roman “Fru Marianne” en “Dame-roman”.
Nu ligger hun dér. På hendes gravsten står kun det mandsnavn, hun skrev under og så dette: “Implora Pace” – et ønske om fred? En opfordring?

Kilder: Wikipedia; svensk og dansk og storedanske.dk.

På Vestre kirkegård i København står en gravsten. Det vil sige, der står selvfølgelig mange, men denne sten, den har…

Slået op af Mads Kristian MikkelsenSøndag den 22. juni 2014

 

Victoria Benedictsson, alias Ernst Ahlgren,  1850-1888.
Victoria Benedictsson, alias Ernst Ahlgren,
1850-1888.

Ernst Ahlgren på Vestre kirkegård.
Ernst Ahlgren på Vestre kirkegård.

Nordre Kapel på Vestre kirkegård - under opførelse i 1880'erne.
Nordre Kapel på Vestre kirkegård – under opførelse i 1880’erne.

Så er vandrehistorien.dk i luften

Godt nok på små, svage vinger. Men dog i luften.
Allerede nu kan man finde link til aktuelle, åbne ture og billetbestilling via Billetto. Med tiden vokser vingerne sig forhåbentlig stærkere, og siden vil så småt begynde at tage form med billeder, blog-indlæg, tur-katalog, præsentation, samarbejdspartnere og alt det andet, der hører til.

Jeg glæder mig – mest til at få jer alle sammen med ud at vandre i vores skønne by.

Hvis man har forslag, ønsker, kommentarer og gode idéer til siden, så kom endelig ud af busken. Det er jo ikke ligefrem min spidskompetence, det her…

Vi ses!

 

Mads / Vandrehistorien