99 %

Det har egentlig ligget og luret altid, det dér med historien. Og historierne. Og det med at starte mit eget.
Jeg har taget tilløb nogle gange, men der har altid været noget i vejen. Livet måske.

Så en dag i foråret 2014 mødte jeg John. Jeg luftede hund på Vestre kirkegård. Det samme gjorde han. Vores hunde snusede lidt til hinanden, og så begyndte de at lege. Og mens de firbenede legede, snakkede John og jeg. Det viste sig, at vi delte en kærlighed til stedet. Han har familie liggende, og jeg er nærmest vokset op på den kirkegård. Den var min legeplads i mange år. Jeg kendte alle smuthullerne, alle de gode gemmesteder.
Vi havde også en fælles interesse for historien, og for at fortælle historier. Før jeg vidste af det, var jeg med på byvandring. Og snart var jeg selv i gang. John var læremesteren. Jeg var den utålmodige elev.

Der var ikke gået meget mere end et par minutter af min aller første byvandring, før jeg var sikker. Det her var sjovt.

Og det lod til at deltagerne var enige. Jeg gjorde det en gang til, og det var endnu sjovere.
En ny vej lod til at åbne sig foran mig. Var det virkelig muligt at have det SÅ godt, mens man arbejdede?

Efter nogle måneder skiltes John og jeg igen. Vi var ikke enige om særlig meget, men jeg er ham evigt taknemmelig for at han var der den dag på kirkegården. Hvem ved hvor længe der ellers var gået, før jeg havde taget springet?

Siden den første byvandring for knap to år siden, har Vandrehistorien afholdt lige præcis 99 byvandringer.
Hvis jeg må tillade mig at tælle familie og venner med, har næsten 2000 mennesker været med enten mig, eller en af mine geniale freelancere på tur.

På de næsten hundrede ture er Københavns historie blevet vendt og drejet, gentaget, vredet og fortolket på hundrede måder. Der er blevet råbt og skreget, hvisket og stønnet, grinet, insisteret og diskuteret, indimellem også sunget (ikke af mig). Vi har vandret i regn, hagl, sne, stiv kuling og frostgrader, men også i bagende varme og solskin – og det har været en fornøjelse hver eneste gang.

Jeg har en stærk mistanke om, at jeg simpelthen har fundet verdens bedste job. Selv H.C. Andersen, som jeg har fortalt om mere end 50 gange, og som hænger mig langt ud af halsen efterhånden, ham bliver jeg hver gang alligevel lidt forelsket i, når vi lige har haft fem-ti minutter til at finde hinanden.

Måske er det fordi, vi ligner hinanden. Den samme djævel, som altid lokkede Hans Christian til at digte, sidder i dag på mine skuldre og lokker mig gang på gang i samme fælde, og jeg undskylder hermed én gang for alle overfor jer alle sammen. UNDSKYLD! Men jeg kan bare ikke lade være.
Historien bliver nu engang bare bedre, hvis Hans Christian fik idéen til at opsøge Syngemester Siboni, mens han sad i teatret og græd. Og Henrys historie er altså ikke nær så god, hvis han virkelig havde en svoger, der hed Hans Hansen.
Livet kan være dramatisk, men det er sjældent det retter sig efter de dramaturgiske spilleregler.

Jeg skal nok huske at sige det, hvis ikke jeg glemmer det. Men skulle det ske, så kom ikke og sig, du ikke var advaret.
Vi fortæller GODE historier her hos Vandrehistorien. Og nogle gange kommer vi til at gøre dem bedre. Men for det meste kan du stole 99 % på os.

Den 28. byder vi på årets første aften-vandring. Der bliver rig mulighed for at lade Digte-Djævlen danse, men jeg vil forsøge i det mindste at yde Månedens Københavner, Ludvig Holberg, retfærdighed og gøre det med elegance.

Vi ses derude!

Mads

Vil du med på tur nummer 100 ?