30-årskrigen Christian IV Skåne Sleswig-Holstein

Christian d. IV’s hemmelige identitet

Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt drømt om at være superhelt?

Jeg har i hvert fald. Utallige timer er gået med at udtænke det perfekte superheltenavn, de ultimative superkræfter og alt det andet til faget hørende…
Det lykkedes mig nu aldrig at finde på noget bare halvt så sejt som “Sleswig-Holstein”.

Jens-Ulrich Thyssing Nielsen har givet den gas og fortolket Københavns Store Bygmester og 30-årskrigen på sin helt egen måde. Og som om det ikke var nok, så laver han sørme også ture for Vandrehistorien.

Første gang er d. 13. juni i Frederiksstaden.

Tak til Jens – for både ture og tegninger! Historie kan heldigvis fortolkes og formidles på mange måder…

 

Pinsen

– er lige om hjørnet og byder på både karneval og Middelaldermarked – og så selvfølgelig endnu en tur i H.C. Andersens fodspor. Det er på mandag kl. 14:00.

 

God aften/fredag/weekend/Pinse!

 

Mads

30-årskrigen Christian IV Skåne Sleswig-Holstein

Da Christian IV ville blande sig i 30-årskrigen og være protestanternes ledende skikkelse, blev han forhindret af det danske rigsråd. Christian IV lod sig imidlertid ikke slå ud, og gik i stedet for i krig som hertug af Slesvig og Holsten.. Det forhindrede ham dog ikke i at få gedigne prygl..

Elendigheden – miserable byvandringer med indlagte nedture

 

Det er dårlig smag at svælge i andres ulykke. Alligevel er historier om nød og elendighed noget, der til alle tider har fascineret os. Måske fordi de får vægten af vores egen virkelighed til at føles lidt lettere, eller måske fordi tanken om, hvad der en dag kunne risikere at overgå os selv, rører ved noget dybt i os; en frygt eller en empatisk åre, der får os til at gribe til pennen eller pengepungen, eller…

I den kommende tid kaster Vandrehistorien sig ud i det ambitiøse projekt at formidle en række københavnske skæbner af den slags, der på samme tid er rystende, unikke og alt, alt for almindelige. Vi bevæger os omkring i det København, vi kender, men møder en helt anden verden og mennesker, der for længst er borte. Nogle af dem har sat sig dybe spor, andre nærmest ingen.

På disse ture skal vi ikke svælge, men se, høre og måske føle, hvordan elendigheden i alle dens mangeartede former har vejet tungt på skuldrene af københavnere gennem tiderne. Fra slaverne i Stokhuset til de offentlige fruentimmer i Holmensgade og den forpinte kunstnersjæl i Leopolds Hotel eller alkoholikeren i Smedens gang – Alle har de mærket vægten og på forskellige måder forsøgt at håndtere den – Elendigheden.

Hver tur har sit tema og sin egen rute og tone. Der skal bydes på artige (og uartige) overraskelser undervejs og sluttes hver gang af et sted, hvor der er mulighed for (for egen regning) at fordøje elendighederne eller skylle dem ned.

Følg med her og på facebook. Datoer og temaer offentliggøres i løbet af de kommende uger…

 

God søndag!

Mads

Pip fra fortiden…

I dag førte mine pligter som hundelufter mig gennem Vestre kirkegård. Her passerede jeg en ganske diskret og upåfaldende gravsten, som jeg næsten havde glemt. Men for et lille års tid siden spøgte den i min hjerne og ledte mig på sporet af nedenstående historie. I stedet for at genopfinde den dybe tallerken har jeg kopieret min tekst fra det originale opslag i facebook-gruppen Gamle København. Der er mange kloge og interessante kommentarer…

Og lad dette være en opfordring til, bare engang imellem, at kigge en ekstra gang på gravsten og andre af de små pip fra fortidens spændende eksistenser, der findes rundt omkring!

På Vestre kirkegård i København står en gravsten. Det vil sige, der står selvfølgelig mange, men denne sten, den har fanget mit blik mange gange de seneste uger. I skarp konkurrence med alle de andre smukke, underlige,brovtende og interessante sten er det denne, der har fascineret mig mest. Flere gange har jeg tænkt, at jeg måtte finde ud af, hvem der mon gemmer sig bag navnet og den kryptiske inskription, men det er ikke blevet til noget. Ikke før i dag.
Navnet Ernst Ahlgren er et pseudonym, viser det sig. Bag det gemmer sig den svenske forfatterinde Victoria Benedictsson. Hun var født i 1850 i en landbrugsfamilie et sted ude på landet i Skåne.
Hendes højeste ønske var at komme til storbyen og studere kunst. Det satte faderen sig imod, efter først at have støttet tanken og på trods af at Victoria selv havde sparet en del af de nødvendige midler sammen af sin tjenstepigeløn. I protest, eller måske i håbet om at kunne fikse situationen på en eller anden måde, giftede hun sig som 21-årig med en 49-årig postmester i Hörby. Med i pakken fulgte 5 stedbørn, som blev suppleret med to fælles.
Det var ikke lykken. Hun længtes stadig efter kunst. Eller måske snarere efter at skabe kunst. Eller efter at være kunstner. Og hvad gør man så?
Man tager til Paris eller, og hvis man er svensker og økonomisk udfordret, til København.
Hæmmet af problemer med hofte og ben, som fra 1882 gjorde at hun måtte bruge krykker; fattig, ensom og uforløst og (måske) ulykkeligt forelsket i én Brandes-bror og bitter over den andens dårlige anmeldelse af hendes seneste bog, tog hun sit eget liv.
Midt i feståret 1888, hvor hele byen svømmede over i fejring af 100-året for Stavnsbåndets ophævelse og Den Store Udstilling, gav hun altså op.
DSD kalder hendes efterladte og posthumt udgivne dagbøger for “periodens betydeligste nordiske dokument over det moderne gennembruds intellektuelle og emotionelle kvindeliv”. Edvard brandes kaldte hendes roman “Fru Marianne” en “Dame-roman”.
Nu ligger hun dér. På hendes gravsten står kun det mandsnavn, hun skrev under og så dette: “Implora Pace” – et ønske om fred? En opfordring?

Kilder: Wikipedia; svensk og dansk og storedanske.dk.
https://www.facebook.com/media/set/?set=oa.313987792102076&type=1

 

Victoria Benedictsson, alias Ernst Ahlgren,  1850-1888.

Victoria Benedictsson, alias Ernst Ahlgren,
1850-1888.

Ernst Ahlgren på Vestre kirkegård.

Ernst Ahlgren på Vestre kirkegård.

Nordre Kapel på Vestre kirkegård - under opførelse i 1880'erne.

Nordre Kapel på Vestre kirkegård – under opførelse i 1880’erne.