Rendyrket skønhed på Assistens kirkegård. Foto: Vandrehistorien.

Sommer-opdatering fra Byvandringsland

Corona-pandemien har skubbet godt og grundigt rundt på mangt og meget for os alle sammen. For én der lever af at kunne samle folk om kultur og gode historier, har det været lidt af en udfordring at holde både dampen og informationsniveauet oppe.

Så blev der endelig tid til en stærkt tiltrængt opdatering af hjemmesiden.
Det har haltet, og det er helt pinligt at finde ud af, at det er flere måneder siden, jeg sidst har kigget på den.

Kan I huske pressemødet tilbage i marts, hvor Statsministeren lukkede det hele ned? Det var vist en dag de fleste af os kommer til at huske. Jeg gør i hvert fald, ikke mindst fordi jeg dagen efter, nemlig d. 12. marts havde et lille arrangement i Teatermuseet i Hofteatret, som jeg havde set frem til i månedsvis. Her skulle jeg sammen med fire fabelagtige kolleger have underholdt (forhåbentlig) med fortællinger fra stedets og dansk teaters historie. Stedet fortæller, som konceptet hedder, blev naturligvis aflyst, andet kunne man jo ikke rigtigt. Men med en klar intention om at afholde det på en anden dato så snart det kunne lade sig gøre.

Nu er vi der, hvor vi så småt tør begynde at tænke fremad igen, og arbejdet med at finde en ny dato er i fuld gang.

Mads på besøg i den fantastisk stemningsfulde Admiral Gjeddes Gård, hvor ikke bare historien, men også kunsten tilsyneladende kommer til live. Foto: Karina Liv Fuglsang.

Samtidig er forsamlingsforbudet jo lettet lidt, så man nu må være tilstrækkelig mange mennesker samlet til at både et arrangement som Stedet fortæller og de mere dagligdags byvandringer igen kan lade sig gøre.
Derfor er jeg da også begyndt at gå med lidt større grupper igen. Jeg synes stadig vi bør have sund respekt for hinandens sundhed, så derfor vil jeg et stykke tid endnu begrænse deltagerantallet til 25 i stedet for de normale 35.
Så har vi mulighed for at holde afstand.

Lige nu tillader jeg mig et par ugers tiltrængt ferie, afbrudt hist og her af en enkelt vandring eller to. Du kan se det aktuelle program og (meget gerne) købe billetter her.

Og så til det kedelige.
De seneste måneders nedlukning og krise har gjort, at jeg nu står i en så alvorlig økonomisk situation, at jeg desværre seriøst må begynde at overveje min og Vandrehistoriens fremtid.
Trods de generøse omend lidt vel bureakratiske hjælpepakker fra staten og en helt fantastisk velvilje og tålmodighed fra alle jer med billetter i hånden og penge til gode, så kradser jeg bunden af pengekisten.

Jeg elsker Historie og at arbejde med formidlingen af den, og tanken om at skulle lukke og slukke er næsten ikke til at bære.

Så jeg prøver noget, som jeg ellers aldrig havde forestillet mig skulle blive nødvendigt. Jeg beder om penge.
Aller helst vil jeg selvfølgelig have jeres penge som betaling for det, jeg helst vil bruge min tid på, nemlig at formidle historie, vise min elskede Købehavn frem og i øvrigt fylde jer med gode historier. Men ligesom stort set alle andre Corona-ramte kulturinstitutioner (ja, jeg bruger ordet kulturinstitution om mig selv, eller rettere om Vandrehistorien) har jeg valgt at give dem, der måtte have lyst, muligheden for at støtte med en donation.

Til det formål har jeg oprettet en særlig donationsside på min foretrukne billet-platform Billetto. Der kan du støtte med lidt eller meget – alt tages der imod med kyshånd – hvis du ellers synes, at Vandrehistorien skal bestå.

Og så kan jeg alligevel ikke holde ud at tænke på at tage folks penge uden at give noget igen. Derfor vil jeg, hvis ellers Vandrehistorien stadig eksisterer til den tid, fejre firmaets 6-års fødselsdag i september ved at invitere bidragydere, donorer, gode feer, samarbejdspartnere og stamkunder til fest. Så kan jeg give alle jer, der forhåbentlig vælger at støtte, en ordentlig luft-krammer som tak for hjælpen.

Sidder du forresten med et gavekort, en bunke billetter eller et tilgodebevis fra et aflyst arrangement, så må du altså endelig ikke tro, at jeg bare stikker af fra regningen. Lige gyldigt hvordan det hele ender, så kommer jeg til at overholde forpligtelser og løfter, så ingen sidder snydt tilbage.
Og skulle Vandrehistorien gå hen og dø, så bliver det i hvert fald ikke før dette Annus Horribilis er overstået. Så kan jeg i det mindste sige, at jeg holdt ud så længe jeg kunne.

Jeg håber det hele løser sig. Du kan gøre dit ved at hive familie og gode venner med på byvandring, give en lille donation eller måske hyre lidt historiske korrekt underholdning til kollegerne i løbet af efteråret.

Vi ses derude, ikk’?

Mads